I samarbejde med Dansk Ride forbund sætter Børneulykkesfonden fokus på sikker ridning og forebyggelse af rideulykker med kampagnen ’Falder du af på den?’. Kampagnen opfordrer rytterne til at anvende hjelm, vest og refleks, så omfanget af skaden mindskes ved fald fra hesten.
I Danmark hører rideulykker til blandt de hyppigste idrætsskader. Oftest rammes de yngre piger i alderen 10-14 år, hvor der hele 65% af ulykkerne sker på grund af fald fra hesten. Næsten hvert tredje barn, der falder af hesten får knoglebrud og hvert tiende barn bliver indlagt efter et hestestyrt.
Tina Lund, Danmarks mest vindende kvindelige springrytter og ambassadør for kampagnen kender alt til rideulykker og har flere gange mærket dem på egen krop. Hun støtter derfor op omkring kampagnen og opfordrer ryttere til at huske hjelmen hver gang, man sætter sig op på hesten.