Glød og Flamme 

 

Velkommen til kampagnesitet Glød og Flamme

Nu får jeres børnehave chancen for at være med til at skabe en ny tradition i de danske børnehaver. Københavns Brandvæsen og Børneulykkesfonden har i tæt samarbejde udviklet et nyt gratis koncept til børnehaverne i Københavns Kommune, der giver en basal viden omkring brandsikkerhed.

I uge 18 inviterer Københavns Brandvæsen og Børneulykkesfonden udvalgte børnehaver til at deltage i ’Glød og Flammes’ pilot-projekt. I uge 36 ruller konceptet ud til resten af Københavns Kommune, hvor alle børnehaver får tilbuddet om at deltage i konceptet. Idéen er, at Glød og Flamme vil blive gentaget år efter år.

Konceptet består af en uge med forskellige brand- og sikkerhedsaktiviteter, der giver jeres børnehave en mulighed for at fokusere på brandsikkerhed på en kreativ og sjov måde. Målet er, at så mange børn som muligt skal blive mere bevidste omkring brandsikkerhed i hjemmet og forebyggelse af brandulykker.
 
Store Nørderne – Kåre og Emil Nielsen – fra DR Ramasjang er ambassadører for konceptet Glød og Flamme. De håber, at alle børnehaver vil lege med, da det er vigtigt at sætte tidligt ind med gode vaner omkring brandsikkerhed, og de mener, at børnehaven er et glimrende sted at starte.

Her på siden kan I finde information og inspiration til, hvordan jeres børnehave kan deltage i ’Glød og Flamme’ konceptet.