Gensidig respekt og hensyn 

Skrevet af Ulf Helgstrand, formand for Dansk Ride Forbund

Sikkerhed først er en af Dansk Ride Forbunds fem kerneværdier, og derfor prioriteres sikkerhed altid højt i vores arbejde. Fokus på netop dette kerneområde har medvirket til, at antallet af ride relaterede ulykker er faldet de seneste år. Dette er selvfølgelig yderst glædeligt, men det betyder ikke, at vi nu kan nedprioritere arbejdet med sikkerhed i ridesporten - en ulykke er en for meget.

Langt de fleste ride relaterede ulykker sker i omgangen med ponyen/hesten eksempelvis i stalden, hvorfor det er yderst vigtigt, at ryttere er opmærksomme og tager deres forholdsregler her. Men også når rytteren sidder på ponyen/hesten skal sikkerheden prioriteres højt.

I efteråret 2009 lancerede Dansk Ride Forbund og Børneulykkesfonden kampagnen Falder du af på den?, der skulle gøre rytterne opmærksomme på deres eget ansvar for deres egen sikkerhed. Derfor var budskabet klart - på med hjelm og sikkerhedsvest inden du stiger på hesten! Kampagnen blev godt modtaget, og da flere og flere tager Dansk Ride Forbunds ryttermærker, kan vi konkludere, at mange ryttere har forstået budskabet om selv at tage ansvar for sikkerheden.

Da vi nu har opnået den selverkendelse i ridesporten, at vi skal prioritere sikkerheden højt for at undgå ulykker, er det yderst relevant også at sætte fokus på sikkerheden i vores omgivelser. Da der årligt sker ca. 130 rideulykker i trafikken, og 20 - 30 af dem involverer andre trafikanter, er det yderst vigtigt at sætte fokus på sikkerheden i forhold til hest, rytter og øvrige trafikanter. Her er nøglebudskabet klart: Vis hensyn, når hestekræfterne mødes.

For hvis vi skal øge sikkerheden for alle i trafikken, er det vigtigt at alle forstår budskabet. Derfor fortsætter det gode samarbejde med Børneulykkesfonden nu i form af denne kampagne med fokus på vores færden i trafikken. Alle trafikanter skal forstå, at en pony/hest kan reagere mere end uhensigtsmæssigt og ganske uforudsigeligt i trafikken, uden at dette skyldes rytterens indflydelse. Vi skal derfor kort sagt lære gensidig respekt og hensyn.

For mig personligt fylder omgangen med heste det meste af min fritid, men jeg har også en anden lidenskab. Det er hurtige, gerne gamle biler med masser af hestekræfter. Så min ”stald” rummer ikke bare hestekræfter af kød og blod men også hestekræfter af metal og benzin. Men det er ikke en tilfældighed, at der på nummerpladen af mine biler står HESTE MIN PASSION. For selvom mine biler rummer store hestekræfter, er det ikke ensbetydende med, at jeg kører alt, hvad motorerne kan, og især ikke når jeg møder en pony/hest i trafikken - det får hverken jeg selv, bilen eller ponyen/hesten noget ud af. Dette ikke skrevet for at pudse min "glorie", men gensidigt respekt og hensyn, når hestekræfterne mødes, er nøgleordene, hvis vi skal reducere antallet af ulykker - en ulykke er en for mange. For hvis budskabet ikke respekteres, kan det ikke bare gå galt, men rigtigt galt og i værste fald med døden til følge.

Derfor skal der lyde en stor tak til Børneulykkesfonden, som vil være med til at fremme sikkerheden i vores sport gennem denne kampagne.